Kirken
Kirken er opført ca. 1170 af Sune Ebbesen, en af de rigeste og betydeligste af den mægtigeHvideslægts stormænd. Graver man i jorden bag kirkegården og det hyggelige, stråtækte graverhus, støder man på rester af den oprindelige Bjernedegård, og kirken var altså både gårdkirke og landsbykirke.
Sune Ebbesens frådstenstavle
I våbenhuset, over døren ind til selve kirken, bør man bemærke de to tavler med latinsk indskrift: "Ebbe Skjalmsen og hans hustru Ragnhild byggede her en kirke, som hans søn Sune senere opførte i sten til Guds, Sanct Marias og Sanct Laurentius' ære." Denne indskrift er enestående. Den fortæller. Den melder med værdig stolthed, at her lå en trækirke, bygget af Ebbe Skjalmsen - søn af den navnkundige Skjalm Hvide i Fjenneslev - at Ebbes søn Sune lod den ikke mange årtier gamle kirke nedbryde, at han på samme sted med sønlig respekt lod rundkirken rejse i sten, og at den er Guds hus, sognets helligsted, indviet til Den hellige Jomfru og helgenen Laurentius.
Ved fantasiens hjælp
kan man endnu fornemme travlheden og virksomheden på Sunes byggeplads. Støjen fra stenhamrene, der kløvede kampestenene, brøl fra trækdyrene og kommandoråb og arbejde på stilladser og stiger - og heden og røgen fra brændingsovnene, hvor man øvede den nye kunst at brænde ler til rødgule mursten - altsammen har det fyldt landsbyen med liv og beboerne med stolthed, efterhånden som deres kirke rejste sine høje mure. Bønderfolk og storfolk er kommet for at se til, og blandt dem vel af og til munke fra klosteret inde i Sorø eller krigere, som var hjemme i en pause mellem venderkampene på havene. Og inponerende var den nye kirke; man måtte se opad, for at blikket kunne følge de høje mure og se spiret, der kronede værket; alle de andre bygninger var lave og fattige i sammenligning med kirken, selv storgårdens svære egetømmerhuse synede af så lidt.
En lille, men imponerende kirke
Kirkens svære mure er fra 1,50 til 1,70 m tykke. de rejstes af kampesten fra skove og marker. Man undrer sig, når man ser, at i 7,2 meters højde fra den svære dobbeltsokkel er byggematerialet mursten. Men netop i 1160'erne blev kunsten at brænde "munkesten" kendt på Sjælland. Kamp er et tungt og vanskeligt materiale - mange steder måtte stenene krumhugges for at passe til rundingerne; - bygherren og stenmesteren har haft let ved at beslutte sig: resolut lader man hidkaldte kyndige i kunsten at brænde sten, og snart blusser det i teglovnene på kirkegården. De røde og gullige "bagte sten" bæres op ad stiger og stilladser og mures op - ubehjælpsomt, kan man se; endnu var murenes håndværk på det famlende begyndertrin.
Stolte har bygherrens familie, gårdens talrige befolkning og sogneboerne været, da bygningen var rejst, og de gik over kirkegårdens græs op til den høje indgangsdør, kirkens eneste, med bygherrens tavler over. Våbenhuset er først bygget i den sidste del af middelalderen, så man trådte lige ind i det dunkle, mærkelige, runde kirkerum, hvor røgelsesduften og helgenbillederne (Den hellige Guds Moder og Sct. Laurentius?) i sidenicherne og allermest højalteret oppe i koret stemte sindet til andagt og gudsfrygt.
Kirkens indre - "til Guds ære"
Når man var vant til at dukke sig under bjælkerne og i den lave dør derhjemme, har det høje rum virket betagende, stemmende til andagt og ærefrygt. Hvilken højde! De fire vældige rundpiller drager blikket opad; også på dem afløses for oven kampestenen af munkesten. Højt oppe er der spændt otte grathvælv og i midten et ribbehvælv. Efter landsbyforhold må det have været overvældende. Og aller øverst er "ovensalen", kegletaget og spiret.
Pillerne med de krumt huggede sten og frådstenskapitælerne for oven er et smukt syn i det bløde, dæmpede lys. De fortsætter opad gennem hele kirkens højde og bærer spiret.
Selve kirkerummet, der svarer til en "treskibet" kirke, er kun 11-12 m i diameter, og de svære piller fylder meget. Man undrer sig over, at det fra de fleste siddepladser er umuligt at se præsten ved alteret og på prædikestolen. Men en katolsk middelalderkirke blev bygget "til Guds ære" og ikke til vor tids gudstjenesteform. Der var ingen siddepladser; man stod op. Messen var kort, der var ingen lang prædiken; man stillede sig, så man kunne se, hvad der skete ved højalteret eller døbefonten eller et af sidealtrene. Kirken var ikke blot til søndagsbrug - man kom og gik i Guds hus, til et øjebliks andagt og stilhed, eller når kirkeklokkerne kaldte til hverdag eller helligdag.
Kirken er opført ca. 1170 af Sune Ebbesen, en af de rigeste og betydeligste af den mægtigeHvideslægts stormænd. Graver man i jorden bag kirkegården og det hyggelige, stråtækte graverhus, støder man på rester af den oprindelige Bjernedegård, og kirken var altså både gårdkirke og landsbykirke.
Sune Ebbesens frådstenstavle
I våbenhuset, over døren ind til selve kirken, bør man bemærke de to tavler med latinsk indskrift: "Ebbe Skjalmsen og hans hustru Ragnhild byggede her en kirke, som hans søn Sune senere opførte i sten til Guds, Sanct Marias og Sanct Laurentius' ære." Denne indskrift er enestående. Den fortæller. Den melder med værdig stolthed, at her lå en trækirke, bygget af Ebbe Skjalmsen - søn af den navnkundige Skjalm Hvide i Fjenneslev - at Ebbes søn Sune lod den ikke mange årtier gamle kirke nedbryde, at han på samme sted med sønlig respekt lod rundkirken rejse i sten, og at den er Guds hus, sognets helligsted, indviet til Den hellige Jomfru og helgenen Laurentius.
Ved fantasiens hjælp
kan man endnu fornemme travlheden og virksomheden på Sunes byggeplads. Støjen fra stenhamrene, der kløvede kampestenene, brøl fra trækdyrene og kommandoråb og arbejde på stilladser og stiger - og heden og røgen fra brændingsovnene, hvor man øvede den nye kunst at brænde ler til rødgule mursten - altsammen har det fyldt landsbyen med liv og beboerne med stolthed, efterhånden som deres kirke rejste sine høje mure. Bønderfolk og storfolk er kommet for at se til, og blandt dem vel af og til munke fra klosteret inde i Sorø eller krigere, som var hjemme i en pause mellem venderkampene på havene. Og inponerende var den nye kirke; man måtte se opad, for at blikket kunne følge de høje mure og se spiret, der kronede værket; alle de andre bygninger var lave og fattige i sammenligning med kirken, selv storgårdens svære egetømmerhuse synede af så lidt.
En lille, men imponerende kirke
Kirkens svære mure er fra 1,50 til 1,70 m tykke. de rejstes af kampesten fra skove og marker. Man undrer sig, når man ser, at i 7,2 meters højde fra den svære dobbeltsokkel er byggematerialet mursten. Men netop i 1160'erne blev kunsten at brænde "munkesten" kendt på Sjælland. Kamp er et tungt og vanskeligt materiale - mange steder måtte stenene krumhugges for at passe til rundingerne; - bygherren og stenmesteren har haft let ved at beslutte sig: resolut lader man hidkaldte kyndige i kunsten at brænde sten, og snart blusser det i teglovnene på kirkegården. De røde og gullige "bagte sten" bæres op ad stiger og stilladser og mures op - ubehjælpsomt, kan man se; endnu var murenes håndværk på det famlende begyndertrin.
Stolte har bygherrens familie, gårdens talrige befolkning og sogneboerne været, da bygningen var rejst, og de gik over kirkegårdens græs op til den høje indgangsdør, kirkens eneste, med bygherrens tavler over. Våbenhuset er først bygget i den sidste del af middelalderen, så man trådte lige ind i det dunkle, mærkelige, runde kirkerum, hvor røgelsesduften og helgenbillederne (Den hellige Guds Moder og Sct. Laurentius?) i sidenicherne og allermest højalteret oppe i koret stemte sindet til andagt og gudsfrygt.
Kirkens indre - "til Guds ære"
Når man var vant til at dukke sig under bjælkerne og i den lave dør derhjemme, har det høje rum virket betagende, stemmende til andagt og ærefrygt. Hvilken højde! De fire vældige rundpiller drager blikket opad; også på dem afløses for oven kampestenen af munkesten. Højt oppe er der spændt otte grathvælv og i midten et ribbehvælv. Efter landsbyforhold må det have været overvældende. Og aller øverst er "ovensalen", kegletaget og spiret.
Pillerne med de krumt huggede sten og frådstenskapitælerne for oven er et smukt syn i det bløde, dæmpede lys. De fortsætter opad gennem hele kirkens højde og bærer spiret.
Selve kirkerummet, der svarer til en "treskibet" kirke, er kun 11-12 m i diameter, og de svære piller fylder meget. Man undrer sig over, at det fra de fleste siddepladser er umuligt at se præsten ved alteret og på prædikestolen. Men en katolsk middelalderkirke blev bygget "til Guds ære" og ikke til vor tids gudstjenesteform. Der var ingen siddepladser; man stod op. Messen var kort, der var ingen lang prædiken; man stillede sig, så man kunne se, hvad der skete ved højalteret eller døbefonten eller et af sidealtrene. Kirken var ikke blot til søndagsbrug - man kom og gik i Guds hus, til et øjebliks andagt og stilhed, eller når kirkeklokkerne kaldte til hverdag eller helligdag.
Alteret
Under den bemærkelsesværdige, slanke korbue (ca. 5,6 m høj) går man ad trinene op til alteret. Altertavlen stammer fra 1615 og den er et fremragende eksempel på denne type altertavler, som nu er meget sjældne herhjemme. Ved en noget hårdhændet restaurering af professor H. B. Storck i 1892 af hele kirken, blev altertavlen forvist til en plads ved siden af orglet nederst i kirken. Her hængte den i mere end hundrede år, indtil Nationalmuseet fandt ud af, at den var et nationalt klenodie, som nu trængte hårdt til istandsættelse. ved en grundig restaurering på konservator Ole Dufours værksted i Roskilde fremdrog man en spændende tekst, der fortalte, at Magister Johannes Stephanius, Den kongelige Schola Soranas sjette forstander, sørgede for, at denne altertavle til Herrens bord udfærdigedes på kirkens bekostning i menneskets frelses år 1615 ved degn Jørgen Larsen og Mikkel Hansen, kirkens beskyttere. Ved Johannes, Peter og Jakob beder han under bønfaldelse. Amen.
Magister Stephanius havde været elev hos Tycho Brahe. Han studerede i Wittenberg, blev universitetsprofessor, kom derefter til Sorø og efter Sorøtiden blev han kongens historiograf. Han endte sine dage i Roskilde.
Der blev endvidere fremdraget flere bibeltekster, og måske allervigtigst: Altertavlens billeder blev renset og trukket op. Topheltet viser den genopstandne Kristus med sejrsfanen (Dannebrog). I midterfeltet ser man de tre sakramenter: Dåben, Nadveren og Skriftemålet.
Den nyrestaurerede altertavle blev genopsat på sin gamle plads på alteret den 21. september 2003, og den altertavle som professor Storck havde tegnet, fik en plads i kirkens ovensal.
Monstranskabet
til venstre i koret er sengotisk. Det er af egetræ og beslået med svære jernbånd.
Prædikestolen
er fra senrenaissancen, den har i de fire felter evangelisterne og på trappen Moses og Aron. Også denne er nyrestaureret.
Lysekronen
LYSEKRONEN midt i kirken er tolvarmet og stammer fra den yngre renaissancetid.
Døbefonten
er af kamp og er sikkert lige så gammel som kirken selv. På et kraftigt fodstykke (af form som en omvendt kapitæl) hviler den firebladede font. Den er efter ældgammel skik anbragt nederst i kirken.
Det store vestvindue
over orglet er ikke oprindeligt. Det stammer fra tiden omkring år 1500. I middelalderen har her været meget mørk. På vestvæggen hænger en meget beskedent udført mindetavle over Didrik Severin Jelling, der var forpagter af Bjernedegården og døde i 1753.
Det store epitafium
lige modsat kirkedøren bærer årstallet 1691. Maleriet forestiller "Overførster og Vildtmester i Sjælland og Møen, By- og Birkefoged i Sorø By og Birk" Mads Christensen, hans hustru, tre sønner og to døtre. Han boede på "Birkedommergården", som den nuværende Bjernedegård, syd for gadekæret, en tid kaldtes.
En urne af marmor
ses i en lille niche på væggen mod nordvest. Det er en lille mindeurne over C. P. Müller, forvalter ved Sorø Akademis gods, død 1776. Hans søn var biskop Jens Paludan-Müller, og sønnesønnerne historikeren C. P. Paludan-Müller og digteren Frederik Paludan-Müller.
En lille helgenfigur
af egetræ, en biskop, i en af sidenicherne har måske hørt til et alter i den katolske tid.
Ovensalen
En ganske smal, snoet stentrappe nær ved kirkedøren, kunstfærdigt bygget ind i den svære mur, fører op til "ovensalen". Spændende, alt andet end mageligt - men det lønner sig! Dukker man fra den mørke trappe op i lyset, står man i et stort, rundt rum, 3,6 m højt, med 6 smukke, romanske dobbeltvinduer og med tømmerkonstruktionen i kegletaget over ens hoved. De fire svære bæresøjler er heroppe firkantede. Allerøverst er det ottekantede tårn; en trætrappe fører derop. Heroppe er en enestående udsigt. I ovensalen er ophængt professor Storcks alterprydelse fra 1892. Det øverste af kirken fik sit udseende i 1890-92.
Hvad har rummet været brugt til?
Har det været bygget til forsvar, som fæstning? - Intet tyder derpå. Har rummet været stormåndsslægtens private kapel. I så fald har det været højst upraktisk, og selve kirken var jo deres, til rådighed nårsomhelst. Har der mellem de fire søjler været åbent, så at herskabet her oppe fra kunne se ned og overvære gudstjenesten? - Undersøgelser har vist, at det ikke har været tilfældet. Har det været et højtideligt ceremonirum, et samlingssted, hvor man i absolut afsondrethed kunne drøfte "klanens" fælles optræden og indsats i krig, politik, ved køb og salg af jordegods, ved giftermål, ved arvespørgsmål, ved stridigheder og forlig?
Mellem de fire søjler har der uden tvivl været en forhøjning med et alter. Indhuggene i søjlernes mursten tyder derpå. Et krusifiks eller lignende har været alterprydelse, og bag alteret har man set mod det kløverbladsformede vindue mod øst.
Kirkens senere skæbne
Sunes stolte kirke kom i ånhundredernes løb i forfald, og henimod 1500 blev det nødvendigt at rive en stor del af det øverste murværk ned. Den billigste måde at erstatte det på har været at dække den runde kirke med et sadeltag, hvorved den fuldstændig mistede karakter og fik form som en bispehue.
De krumme gavle i øst og vest og et lille firkantet tårn, som et almindeligt kirketårn med klokkerne inden i, så højst usædvanligt ud. Denne vandalisme gik også ud over koret, der gjordes til et firkantet rum med et fladt, gipset loft. I middelalderens sidste tid byggedes også våbenhuset - hidtil gik man direkte ind ad døren med Sunes mindetavler. Bjernede Kirkes profil var blevet totalt forandret.
Imidlertid vænnede man sig til kirken i dens nye, underlige, stilløse, men morsomme skikkelse. Mange er af den mening, at den burde have været bevaret. Den var blevet egnens folk kær.
Sunes kirke genskabes
Ved en storstilet restaurering 1890-92 førtes kirken tilbage til sin oprindelige skikkelse under ledelse af professor H. B. Storck. Kegletaget genskabtes, koret fik sin tidligere form med apsis og hvælving, alterpartiet fornyedes, og på kirkegården byggede man i gammel stil en klokkestabel til de to klokker.
Skulle kirken atter blive middelalderens stolte rundkirke og minde os om Danmarks storhedstid med dens kraft og fromhed, blev restaureringen over al måde vellykket.
På kirkegården
Tæt ved kirken mod nordvest ligger en stor gravsten eller -plade. Herpå står Anna Paludan Müllers smukke gravskrift over sin mand, C. P. Müller. Han blev kun 39 år.
Ud for klokkestabelen, indmuret i kirkemuren, er anbragt en gravsten over Johanne Catharina Laurenberg (død 1691), gift med degnen til Slaglille-Bjernede.
Fins grav
Endnu et gravminde - det ældste - bør bemærkes. Omme på kirkens nordside (lige modsat våbenhuset) ses i en højde af 4 m en frådstenstavle, ret uanselig, med inskriften: HIC REQVIESCHIT FIN FILIUS EBBONIS IN DOMINO (her hviler Fin, Ebbes søn, i Herren).
En muret grav blev i 1890 udgravet tæt op til rundkirkens væg, godt to m lang (1,5 x 3,5 m til venstre for gravpladen). Man fandt her Fin Ebbesøns skelet; han har været ca 40 år gammel og henimod 2 m høj. Hvorfor lod Sune Ebbesøn sin broder begrave her? - I Bjernede bevaredes op til vor tid en tradition om, at denne stormand døde, efter at trækirken var nedrevet, og mens man byggede rundkirken. Gravet er et tyst minde om sorg og død midt i støjen og travlheden på Hvidernes kirkebyggeplads.
Under den bemærkelsesværdige, slanke korbue (ca. 5,6 m høj) går man ad trinene op til alteret. Altertavlen stammer fra 1615 og den er et fremragende eksempel på denne type altertavler, som nu er meget sjældne herhjemme. Ved en noget hårdhændet restaurering af professor H. B. Storck i 1892 af hele kirken, blev altertavlen forvist til en plads ved siden af orglet nederst i kirken. Her hængte den i mere end hundrede år, indtil Nationalmuseet fandt ud af, at den var et nationalt klenodie, som nu trængte hårdt til istandsættelse. ved en grundig restaurering på konservator Ole Dufours værksted i Roskilde fremdrog man en spændende tekst, der fortalte, at Magister Johannes Stephanius, Den kongelige Schola Soranas sjette forstander, sørgede for, at denne altertavle til Herrens bord udfærdigedes på kirkens bekostning i menneskets frelses år 1615 ved degn Jørgen Larsen og Mikkel Hansen, kirkens beskyttere. Ved Johannes, Peter og Jakob beder han under bønfaldelse. Amen.
Magister Stephanius havde været elev hos Tycho Brahe. Han studerede i Wittenberg, blev universitetsprofessor, kom derefter til Sorø og efter Sorøtiden blev han kongens historiograf. Han endte sine dage i Roskilde.
Der blev endvidere fremdraget flere bibeltekster, og måske allervigtigst: Altertavlens billeder blev renset og trukket op. Topheltet viser den genopstandne Kristus med sejrsfanen (Dannebrog). I midterfeltet ser man de tre sakramenter: Dåben, Nadveren og Skriftemålet.
Den nyrestaurerede altertavle blev genopsat på sin gamle plads på alteret den 21. september 2003, og den altertavle som professor Storck havde tegnet, fik en plads i kirkens ovensal.
Monstranskabet
til venstre i koret er sengotisk. Det er af egetræ og beslået med svære jernbånd.
Prædikestolen
er fra senrenaissancen, den har i de fire felter evangelisterne og på trappen Moses og Aron. Også denne er nyrestaureret.
Lysekronen
LYSEKRONEN midt i kirken er tolvarmet og stammer fra den yngre renaissancetid.
Døbefonten
er af kamp og er sikkert lige så gammel som kirken selv. På et kraftigt fodstykke (af form som en omvendt kapitæl) hviler den firebladede font. Den er efter ældgammel skik anbragt nederst i kirken.
Det store vestvindue
over orglet er ikke oprindeligt. Det stammer fra tiden omkring år 1500. I middelalderen har her været meget mørk. På vestvæggen hænger en meget beskedent udført mindetavle over Didrik Severin Jelling, der var forpagter af Bjernedegården og døde i 1753.
Det store epitafium
lige modsat kirkedøren bærer årstallet 1691. Maleriet forestiller "Overførster og Vildtmester i Sjælland og Møen, By- og Birkefoged i Sorø By og Birk" Mads Christensen, hans hustru, tre sønner og to døtre. Han boede på "Birkedommergården", som den nuværende Bjernedegård, syd for gadekæret, en tid kaldtes.
En urne af marmor
ses i en lille niche på væggen mod nordvest. Det er en lille mindeurne over C. P. Müller, forvalter ved Sorø Akademis gods, død 1776. Hans søn var biskop Jens Paludan-Müller, og sønnesønnerne historikeren C. P. Paludan-Müller og digteren Frederik Paludan-Müller.
En lille helgenfigur
af egetræ, en biskop, i en af sidenicherne har måske hørt til et alter i den katolske tid.
Ovensalen
En ganske smal, snoet stentrappe nær ved kirkedøren, kunstfærdigt bygget ind i den svære mur, fører op til "ovensalen". Spændende, alt andet end mageligt - men det lønner sig! Dukker man fra den mørke trappe op i lyset, står man i et stort, rundt rum, 3,6 m højt, med 6 smukke, romanske dobbeltvinduer og med tømmerkonstruktionen i kegletaget over ens hoved. De fire svære bæresøjler er heroppe firkantede. Allerøverst er det ottekantede tårn; en trætrappe fører derop. Heroppe er en enestående udsigt. I ovensalen er ophængt professor Storcks alterprydelse fra 1892. Det øverste af kirken fik sit udseende i 1890-92.
Hvad har rummet været brugt til?
Har det været bygget til forsvar, som fæstning? - Intet tyder derpå. Har rummet været stormåndsslægtens private kapel. I så fald har det været højst upraktisk, og selve kirken var jo deres, til rådighed nårsomhelst. Har der mellem de fire søjler været åbent, så at herskabet her oppe fra kunne se ned og overvære gudstjenesten? - Undersøgelser har vist, at det ikke har været tilfældet. Har det været et højtideligt ceremonirum, et samlingssted, hvor man i absolut afsondrethed kunne drøfte "klanens" fælles optræden og indsats i krig, politik, ved køb og salg af jordegods, ved giftermål, ved arvespørgsmål, ved stridigheder og forlig?
Mellem de fire søjler har der uden tvivl været en forhøjning med et alter. Indhuggene i søjlernes mursten tyder derpå. Et krusifiks eller lignende har været alterprydelse, og bag alteret har man set mod det kløverbladsformede vindue mod øst.
Kirkens senere skæbne
Sunes stolte kirke kom i ånhundredernes løb i forfald, og henimod 1500 blev det nødvendigt at rive en stor del af det øverste murværk ned. Den billigste måde at erstatte det på har været at dække den runde kirke med et sadeltag, hvorved den fuldstændig mistede karakter og fik form som en bispehue.
De krumme gavle i øst og vest og et lille firkantet tårn, som et almindeligt kirketårn med klokkerne inden i, så højst usædvanligt ud. Denne vandalisme gik også ud over koret, der gjordes til et firkantet rum med et fladt, gipset loft. I middelalderens sidste tid byggedes også våbenhuset - hidtil gik man direkte ind ad døren med Sunes mindetavler. Bjernede Kirkes profil var blevet totalt forandret.
Imidlertid vænnede man sig til kirken i dens nye, underlige, stilløse, men morsomme skikkelse. Mange er af den mening, at den burde have været bevaret. Den var blevet egnens folk kær.
Sunes kirke genskabes
Ved en storstilet restaurering 1890-92 førtes kirken tilbage til sin oprindelige skikkelse under ledelse af professor H. B. Storck. Kegletaget genskabtes, koret fik sin tidligere form med apsis og hvælving, alterpartiet fornyedes, og på kirkegården byggede man i gammel stil en klokkestabel til de to klokker.
Skulle kirken atter blive middelalderens stolte rundkirke og minde os om Danmarks storhedstid med dens kraft og fromhed, blev restaureringen over al måde vellykket.
På kirkegården
Tæt ved kirken mod nordvest ligger en stor gravsten eller -plade. Herpå står Anna Paludan Müllers smukke gravskrift over sin mand, C. P. Müller. Han blev kun 39 år.
Ud for klokkestabelen, indmuret i kirkemuren, er anbragt en gravsten over Johanne Catharina Laurenberg (død 1691), gift med degnen til Slaglille-Bjernede.
Fins grav
Endnu et gravminde - det ældste - bør bemærkes. Omme på kirkens nordside (lige modsat våbenhuset) ses i en højde af 4 m en frådstenstavle, ret uanselig, med inskriften: HIC REQVIESCHIT FIN FILIUS EBBONIS IN DOMINO (her hviler Fin, Ebbes søn, i Herren).
En muret grav blev i 1890 udgravet tæt op til rundkirkens væg, godt to m lang (1,5 x 3,5 m til venstre for gravpladen). Man fandt her Fin Ebbesøns skelet; han har været ca 40 år gammel og henimod 2 m høj. Hvorfor lod Sune Ebbesøn sin broder begrave her? - I Bjernede bevaredes op til vor tid en tradition om, at denne stormand døde, efter at trækirken var nedrevet, og mens man byggede rundkirken. Gravet er et tyst minde om sorg og død midt i støjen og travlheden på Hvidernes kirkebyggeplads.