Fjenneslev Kirkegård og Mindelund Kapellet (KMJ) I 2000 blev kapellet nedlagt som kapel og blev derefter anvendt som redskabsrum. I 2004 blev kapellet atter ryddet for at det nu i 2005 er ved at blive sat i stand, således at det igen kan tages i brug til sin oprindelige funktion, nemlig som kapel.  Runestenen ved våbenhuset (KMJ) Ved Fjenneslev Kirke er der endnu et minde fra fortiden; det er runestenen udenfor kirken. Dens indskrift er kort og lyder således: Sassur rejste sten og gjorde bro. Det ejendommelige er, at vi den dag i dag ved, hvilken bro, der er tale om. Der er endnu på grænsen mellem Slaglille, Fjenneslev og Alsted Sogne en bro over Tuel å, som kaldes Sassurbro. Denne bro har oplevet danmarkshistorie, den gamle hærvej gennem Sjælland førte over den. Vi kender fra Saxo en begivenhed i danmarkshistorien, som har fundet sted i nærheden af Sassurbro, det er Magnus den Godes ulykkelige fald med sin hest i 1047 i kampen mod Svend Estridsen. Dette skete efter Saxo's beretning nær Alsted. Efter at have passeret broen gik hærvejen på et kort stykke igennem Alsted Sogn, og her må ulykken, der medførte kong Magnus' død, være sket. Broen må være bygget omkring år 900-1000, thi omkring ved den tid ophørte brugen af runer, men korset over indskriften viser, at den er fra tiden efter kristendommens indførelse. Stenen har nu sin plads på Fjenneslev Kirkegård, den har været anvendt i det gamle kirkegårdsdige, hvor den blev fundet i 1825, da det gamle dige blev fjernet. Sagnet beretter, at indskriften skulle fortælle, at der under tårnene var gemt en guldskat, der skulle bruges til at genopbygge dem, hvis de skulle falde. Hvideslægten er uddød, dens hjem er jævnet med jorden, men dens kirke står endnu, og vi kender pletten, hvor hjemmet lå. Foranstående lille skildring har til hensigt at kaste lys over de skikkelser, der har levet her i fortiden, og drage begivenhederne, der har fundet sted her, frem af glemselen og gøre minderne om denne stærke, fromme slægt og dens indsats i Danmarks historie levende for de mange, der gæster dette minderige sted.  Ukendt fællesgrav (KMJ) På kirkegårdens nye kirkegårdsafsnit er i den nordlige ende den ukendte fællesgrav. Hvidernes gård i Fjenneslev Medens kirken står i sin oprindelige skikkelse som det smukkeste minde om Hvideslægten, er der kun få spor tilbage af deres gård. Nord for kirken ligger et lille anlæg, på dette sted har Hvidernes gård ligget. I slutningen af det 18. århundrede blev denne plads undersøgt. Derved stødte man på et fundament af kampesten, der syntes at have båret en stenbygning. Det har formodentlig været et stenhus eller et tårn, der i tilfælde af overfald i fejde kunne yde beskyttelse, eller hvorfra man kunne forsvare sig. Den øvrige gård har været opført af træ, hvorfor alle spor af denne er forsvundet. Men ednnu støder man undertiden på de nærmeste marker på enkelte små murrester, enten af kamp eller mursten, men om disse går tilbage til Hvidernes tid er uvist. Ovenpå det omtalte fundament, der er skjult i jorden, er der plantet en hæk, der viser dets form. Inden for hækken er der rejst en mindesten med indskriften: Til minde om Asger Ryg, Absalon og Esberns fader, rejstes denne sten, hvor gamle mure vidne om, at Hvidernes gård har stået.  Mindelunden set fra vejen (KMJ) Stedet er en minderig plet. Det er Esbern Snares og Absalons fødested, og her har de sammen med deres fosterbroder Valdemar, der som konge fik tilnavnet den Store, leget i barndommen. De tre dannede et trekløver, som kom til at betyde så meget for Danmarks genrejsning efter borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar. Esbern Snare Esbern Snare var den ældste af de tre, han fortsatte som den ældste søn Hvideslægtens traditioner som kriger og godsejer. Han står noget i skyggen af sin broder Absalon, der var den idérige fører, men Esbern var den snilde og snare, den modige og djærve kriger, der mangen gang ved sin tapperhed og rådsnarhed vendte begivenhederne til sejr i Danmarks genrejsningstid, og derfor må hans indsats ikke glemmes. Han var tillige en god kirkens mand. Det fandt et smukt udtryk, da pavens budskab ved juletid i 1187 nåede dansehoffet i Odense om, at Jerusalem var blevet erobret af sultan Saladin. Da den første forfærdelse havde lagt sig, tog Esbern til orde og opfordrede til at melde sig til kamp for Jerusalems erobring. Alderen - han var på det tidspunkt en mand på omkring de 60 - hindrede ham selv i at gå i spidsen. Hans kirkelige interesse viste sig også i den rundhåndethed, hvormed han understøttede Sorø Kloster. Ved sin første hustru Ulmfreds død gav han Bjergby (derfor kaldet Munkebjergby) og Bromme til sjælemessegods, efter sin anden hustru Ingeborgs død forøgedes gaven med Hvidovre og Rødovre i Sokkelund Herred. I sit testamente havde han betænkt klostret så rigeligt, at hans børn længe modsatte sig at udlevere godset til klostret. Den femtårnede kirke i Kalundborg er også et enestående vidnesbyrd om kærlighed til kirken. Esbern døde 1204 på Sæbygård ved Tissø. Sagnet fortæller, at han styrtede ned ad en trappe. Han blev begravet i Sorø Kirke foran trappen til højkoret, få skridt fra sin broder Absalon. Højkoret var i reglen forbeholdt kongelige eller højgejstliges begravelse.  Runestenen i Mindelunden (KMJ) Absalon, der var født 1128, gik den yngre søn i kirkens tjeneste og fik sin uddannelse dertil ved universitetet i Paris. Han var en sjælden begavelse, hans statsmandskløgt, hans handlekraft og hans personlige mod gjorde, at han ragede op over alle andre. Han blev en af sin tids betydeligste kirkemænd, anset langt ud over landets grænser. Han nåede inden sit 30. år at blive biskop i Roskilde, og i 1178 blev han tillige valgt til ærkebiskop i Lund, og en årrække beklædte han begge embeder, der hører til de fornemste i den danske kirke. Han kæmpede især som ærkebiskop under megen modstand for gennemførelse af kirkens ret til at kræve tiende og kravet om, at præsterne skulle leve i ugift stand. Ved siden af sin kirkelige gerning tog han ivrig del i fædrelandets genrejsning, han var med på de første vendertog. Livet igennem stod han trofast ved sin fosterbroders side, senere blev han den unge Knud d. VI's gode rådgiver. Det skyldtes ham, at Knud afslog at tage Danmark til len af den tyske kejser, som denne flere gange foreslog Knud at gøre. Efter forældrenes død arvede Absalon fædrenehjemmet. Hvor kært det var ham, kan ses af hans testamente, hvori han bestemte, at det skulle tilfalde Esbern, alt det andet jordegods tilfaldt Sorø Kloster, men hjemmet skulle blive i slægtens eje. Endvidere skulle Esbern have det lille sølvbæger, som deres fader plejede at drikke af, et smukt udtryk for hans slægtsfølelse og hengivenhed for broderen. Absalon døde 21. marts 1201 og blev begravet foran højalteret i Sorø Kirke, hvor en smuk gravsten, lagt af abbed Henrik Tornekrands, dækker hans grav. Valdemar den Store Valdemar den Store var søn af Knud Lavard, der blev dræbt i Haraldsted Skov den 7. januar 1131 af sin fætter og medbejler til Danmarks trone, Magnus, søn af kong Niels. Han fødtes få dage efter faderens drab, og hans moder bad i sin nød, om Asser Rig og fru Inge ville tage sig af hendes lille dreng. Det gjorde de, og således fik han sit hjem i Fjenneslev, ligesom hans fader havde haft det, og her voksede han op sammen med Esbern og Absalon. Valdemar følte sig stærkt knyttet til Fjenneslev, her søgte han altid til i nøden, blandt andet natten efter blodgildet i Roskilde den 10. august 1157, hvor kong Svend forsøgte at dræbe sine medkonger Valdemar og Knud. Den sidste blev dræbt, men Valdemar og Absalon undslap. Denne nåede først hjem til Fjenneslev, men uden at kende sin fosterbroders skæbne, først hen på morgenstunden kom han såret hjem. Ved fru Inges snarrådighed nåede han frelst til Jylland, hvor han var konge. Hun lod sine mænd gennembore Svends skibe, så forfølgelsen blev sinket, hvorved Valdemar fik tid til at samle en hær. Kampen mellem dem blev afgjort i slaget på Grathe Hede ved Viborg - Valdemar sejrede, Svend blev dræbt under flugten efter slaget. Efter stedet, hvor det stod, kaldtes han Svend Grathe. Det var i året 1157, hvorefter Valdemar blev enekonge. I det genrejsningsarbejde, der forestod efter 11 års borgerkrig, blev han hjulpet af Esbern og Absalon, der begge trofast stod ved hans side med råd og dåd. Barndomsvenskabet stod sin prøve gennem manddomsårene. I fællesskab lagde de grunden til en ny storhedstid for Danmark. De besejrede venderne, som i ufredsårene havde plyndret på kysterne, ja, langt ind i landet, ved en række krigstog derned, der afsluttedes med Rygens og Arkonas erobring den 15. juni 1169. Indadtil sattes kronen på værket ved den store kirkefest i Ringsted den 25. juni 1170, hvor han lod sin faders jordiske rester hensætte på højalteret i den smukke, nyrejste Sct. Bendts Kirke, og fra da af regnedes Knud Lavard for landets, især for Sjællands, værnehelgen. Samtidig blev hans syvårige søn Knud, efter at være hyldet ude på de gamle tingsten på Torvet som tronfølger, salvet i kirken dertil af ærkebiskop Eskild af Lund. Absalon har været ham til uvurderlig hjælp til at nå dette mål. Genforeningseg I midten af området er en cirkel med et stort egetræ. Dette egetræ er plantet til minde om genforeningen. Tilbage til Fjenneslev Kirke |